Uddrag af Body Tactics

Min kusine er bange nu. Rigtig bange. Hun rykker baglæns mod sengen. ,,Jeg siger det ikke til nogen,” fortsætter jeg. ,,Men du skal holde dig fra de tøser, de er bad company. Det er kun et spørgsmål om tid, før I bliver anholdt hele bundtet.”

Body Tactics, s. 54

Anmelderne om Body Tactics

Steffen Larsen, Politiken, 13. december 2008:

Kærlighed gør glad
Glæden åbner Body Tactics, der er en fortsættelse af Body Effex (fra 2006). Og forelskelse er Bente Clods speciale. Hun kan skrive så fuglelet og flammende om hjerter i brand. Hun gjorde det i trilogien om sanglærken Thilde fra Nansensgade, der indbragte hende Kulturministeriets Børnebogspris.

Birte Strandby, MetroXpress, 10. december 2008:

Den første kærlighed
Cecilie er Ursulas første rigtige kærlighed, og den altovervældende følelse forstyrres kun lidt af farens absolutte modstand mod forholdet … Det er en indfølende roman om en ung pige og hendes første forelskelse … Bente Clod har før valgt hovedpersoner, der ikke hørte til den brede mængde, og hendes talent for at være på forkant er vel en af de ting, der gør hendes bøger til en lidt anderledes læseoplevelse.

Mille Klemmensen, Out & About, december 2008:

Body Tactics
En vigtig og vellykket undomsskildring, der tør levere en næsten kvalmende happy ending, som er befriende dejlig i en genre, der har set alt for mange barberblade og overskårne håndled.

Merete Trap, Lektør, uge 45:

Velskrevet og interessant bog om at være ung og mangle selvtillid. Passer godt ind i tidens problematikker om groteske skønhedsidealer og unge pigers reaktion herpå.

Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 4. februar 2013:

En velskrevet ungdomsroman om et aktuelt emne, som optager mange unge piger.

Anette Grønholt Andersen, Børn & Bøger:

Skønhedsidealer, som er urealistiske og måske sætter dagsordenen for unge pigers forventning til sig selv sættes på en god og forståelig måde til debat. […] Pixi Perfekt er velskrevet og kan anbefales til målgruppen – unge piger.

Udrag af Body Tactics

Vi falder gennem luften. Lænet ind mod hinanden falder Cecilie og jeg i søvn, og vågner først, da Louise hiver i mig og siger, vi skal spænde sikkerhedsbæltet.
    Søvndrukne ser vi Kastrup komme nærmere, først land og vand, så huse, så træer og til sidst landingsbanen, der tager imod hjulenes bump. Cecilie giver min hånd et klem. Hvor længe har vi været i London? Ti dage? Tolv?
 Ti, siger Cecilie.
    Det føles som et helt liv. Et nyt liv.
I bagageudleveringen står vi og tripper. Endelig rumler alle mine indkøbte materialer til Johns Special Effectsværksted frem på båndet. Jeg læsser dem på et par vogne, og er lige ved at glemme min rygsæk, fordi jeg står og tjekker om al grejet er der, men min søster redder den og smækker den oven på læsset, før den kører en omgang til.
 Tag penslen frem, hvisker Louise.
    Jeg tager Den Gyldne Pensel op af håndtasken. Den er ikke helt så gylden længere, guldstøvet sidder på Cecilies og min krop, men det ved kun hun og jeg. Kurt og Gerda og Thomas og Louise og Cecilie hjælper med at trille alle de indkøbte sminkevarer igennem tolden.
TIL LYKKE MED FØRSTEPRISEN, URSULA! Står der på et stort rødt banner. En plakat med vinderfotoet af mig og Cecilie er sat på en stang, som John og Lotte holder højt i vejret sammen med firmabanneret fra BODY EFFEX. Jeg standser op, blændet. Hvordan har de fået fat i det? Cecilies fætter Bob må have sendt det. Og dér står far og mor ved siden af med dannebrogsflag.
    Lotte er i brudekjole med bittesmå blodige hjerter strøet ud over den hvide drøm. John er i kjole og hvidt, garanteret for første gang i sit liv. Også hans sorte sæt er overstrøet med de små glinsende hjerter. De slipper banner og plakat, farer hen og griber fat i mig og penslen og løfter den højt i vejret. Vi hopper rundt om hinanden. Jeg er ved at gå i knæ af fryd. Mor og far stråler, og kappes om at give tillykkeknus, John og Lotte rusker mig og dunker mig i ryggen.
 Er I blevet gift?! spørger jeg måbende.
 Nej, men det bliver vi, siger John og ser stolt på sin brud og stikker armen ind under hendes: Vi skulle lige prøve dragterne.
 Champagnen venter derhjemme, oplyser mor og giver mig en knuser af den store slags. De to forældrepar hilser hjerteligt på hinanden. Gerda og Kurt er med på at tage hjem til os, de har aftalt det hele på forhånd.
    Og jeg har stadig kun mine ældgamle, sorte læderbukser på med malerklatter og den slidte mørkerøde læderjakke over en krøllet turkis top, som Cecilies fætter Bob trak frem af min taske før den hektiske afgang fra hans hus i London, hvor vi var ved at sove over os. Hælen på min ene ruskindsstøvle er ved at gå løs, og pagehåret, der skulle ligge helt glat, er totalt uglet. Men det værste er, at jeg ikke nåede sminke af nogen art og har bumser i panden. Mor ser det naturligvis, jeg ved hun vil hjælpe mig alt, hvad hun kan, så snart der bliver et par minutter til overs. Lige nu stepper John og Lotte bare om ørerne på mig, så jeg må slippe Cecilies hånd. Hun skutter sig i sin gamle røde frakke og sigøjner møder pirat look. Væk er det elegante buksesæt fra London-diskoteket, væk er det opskrabede hår og hvide handsker. De store røde krøller bruser om hovedet på hende, så jeg må række en finger frem og fange hendes pegefinger for at kunne holde det hele ud. Strømmen sluttes, forbindelsen er genoprettet.
Vi triller de mange bagagevogne udenfor. Min far og Kurt insisterer på at losse alt det tunge materiale ind i Johns gamle folkevogn, så hans fine tøj ikke bliver krøllet. John ved ikke, hvilket ben han skal stå på, mens far bakser dunke og kasser ind i vognen. Den geniale taber, som mor kalder ham, har noget med far. Når han af og til kommer forbi os, er det egentlig mest for at snakke med far, fortælle ham hvordan det går og få et faderligt klap på skulderen.
Vi tumler ind i bilerne og kører hurtigt hjem til kartoffelrækkerne. Det virker pludselig så lille, som det ligger dér klemt inde blandt de andre små treetagers huse i Abildgårdsgade, mindre end Bobs rækkehus i Camden. Køkkenvinduet afslører mors festforberedelser: Der er laksemadder inde på spisebordet foran slagbænken, krabbesalat og små flag overalt på dugen. I midten en lagkage, hvor der er skrevet TIL LYKKE URSULA!
    Vi myldrer ind. Jeg glemmer alt om dækstift på bumserne. John folder banneret ud på gulvet. Det når helt ind i stuen.
    Jeg er fuldstændig overvældet. Det plejer at være Louises gode karakterer, vi fejrer. De har da været imponerede over at se fotos af de dragter og masker og look alikes, jeg har lavet i barakken ude i Frihavnen hos John, de har holdt til en hel del akryl og filmblod i køkkenvasken, men de har aldrig før fejret det som noget positivt. Måske kan det rokke lidt ved fars håb om at få mig til at gå i gymnasiet …
Min faster åbner døren med hektiske røde kinder og tandpastasmil. Hun er lyshåret ligesom far, og ikke meget højere end mig. Det har jeg fuldstændig glemt. Her er svaret på min dværghøjde. Mor og Louise er høje og mørke.
    Vi hilser overstrømmende, og Cecilie rækker blomsterne frem. En kvinde kommer til syne bag faster Karen, og hilser venligt.
    Betonlebben har en pæn cowboyjakke på over en lyserød bluse. Hun er vist pædagog, husker jeg vagt. De er faktisk ret feminine, konstaterer jeg lettet. Begge er i cowboybukser og pastelfarver. Vi tager overtøjet af i entréen.
    De viser den store lyse lejlighed frem: Dagligstuen med sofabord af glas foran fladskærmen, soveværelset helt i hvidt med en dobbeltseng af bambus, der får det til at kilde lidt i maven. Her ligger de hver nat. Fuldstændig som alle andre ægtepar i en dobbeltseng. Karen peger på en lukket dør i stuen med en plakat på af Heavy Metal:
 Annas værelse. Hun er desværre ikke hjemme.
    Vi veksler et blik. Det er Anna, jeg skal snakke med.
Hvornår sås vi egentlig sidst? kommer det fra Line. Var det ikke –
 Lillejuleaften for fire år siden, kommer det prompte fra Karen, idet hun rejser sig og henter et fotoalbum frem. Cecilie har pludselig fat i min mobil:
 Må jeg tage et billede af jer?
 Åh ja. Endelig. Bare Anna var her.
    Min elskede genner os sammen, og tager et gruppebillede med fotoalbumet i favnen på Karen. Hun tager os fra forskellige vinkler, besegler vores Hesselbergblod og vores to små tætte skikkelser sammen med Line, der er et hoved højere end os. Line tager et billede af Karen og Cecilie og mig. Så sætter vi os i sofaen og bøjer os over familiebillederne fra fødselsdagsfesten.
    Alle billederne med vores familie er der, lige fra vi var små og sås en gang om året til den lillejuleaften for fire år siden. Jeg får det dårligt allerede ved de første billeder af Anna som treårig. En rædselsslagen lille pige, der ser med skræk på Louise, som lige har hevet hende i håret. Under bordet har jeg lige boret en negl ned i et af hendes mange sår på benet. Hun ser så bange ud på alle billederne, at jeg næsten ikke kan holde det ud.
Jeg sætter tasken fra mig med hænder, der ryster ganske let foran Annas afvisende profil. Hun har sorte nedslidte armystøvler på, der sprækker foran, sort tanktop og sorte hullede spindelvævsstrømper under det korte skørt.
 Jeg vil gerne give dig en undskyldning fra mig og Louise. Vi var nogle møgunger dengang.
    Hun reagerer ikke, bliver ved med at læse titler på bøgerne, og fylde tasken.
 Jeg går lige om lidt. Men jeg vil godt vide, om det var derfor, du overfaldt mig den dag ude i skoven.
    Hun vender sig om med et ryk.
 Jeg mener det med den undskyldning, gentager jeg indtrængende. Vi kunne ikke se det dengang, Anna, men vi er meget flove over det i dag. Det er helt – helt – forståeligt, hvis du gerne ville have hævn.
    Min punkerkusine kniber øjnene i. Jeg bukker mig ned og tager æsken op af tasken, og vikler hurtigt det beskyttende lag af hovedet, som jeg holder frem mod Anna:
 Og så gik det ud over Lisette Kronhøj. Var du med til det, Anna?
    Min kusine er bange nu. Rigtig bange. Hun rykker baglæns mod sengen …
Jeg løber og løber. Kroppen værker af mangel på søvn og alt for mange løbeture, det flimrer for øjnene, jeg forestiller mig hele tiden, hvordan det er at blive tvunget ned i en kælder og blive udsat for samme behandling som Marie.
    Min søsters åndedræt lyder lige bag mig. Hun nægter at lade mig være alene, selvom jeg har svært ved at være sammen med nogen.
 Ursula! Stop! Tre gange rundt om søerne, det er nok!
    Nok. Hun har jo ikke kroppen fuld af skræk og adrenalin, der kører afsted med mig. Jeg gør mig fri af Louises hænder og storker op ad græsskråningen, op mod kartoffelrækkehusene, hjem i sikkerhed.
    Jeg går hele tiden i bad. Prøver at vaske oplevelsen af mig. Synet af den nøgne, blødende Marie med sit lange afklippede hår klistrende til kroppen. Den kvindelige betjent, der flåede sin jakke af og dækkede Marie til, før hun ringede efter ambulancen. Nadja og jeg stod hos hende og holdt hende i hånden, indtil ambulancen kom. Tørrede hendes ansigt så godt vi kunne, for tis og bræk. De havde skoddet en cigaret mod hendes kind. Jeg kan ikke klare synet af cigaretter. Eller sove.
    Louise falder ned på slagbænken i køkkenet og puster ud, mens jeg tømmer en liter juice. Hun prøver at hjælpe mig af med uroen, hjælpe mig med angsten, og følger mig hen til psykologen i morgen. Jeg var der også i går, det er fint at få det snakket igennem, men kroppen kan ikke glemme.
 Skal vi ikke løbe en tur mere, foreslår jeg.
    Louise stønner: Det må blive sammen med Nadja.