Uddrag af Himmelfald

Hun tager fat om mine skuldre og puffer mig hen mod døren igen. Jeg åbner og lukker munden og knytter hænderne. Neglene borer sig ind i håndfladen. Pludselig er jeg klar over, hvad det er, kirkegårdspoplerne hviskede om derude. Hvad det er, jeg går glip af, hvis jeg ikke kommer ind i det kor. Hvad det er, jeg har at vende hjem til, uden at være blevet optaget. Det her gælder sofaen eller livet.

Camilla slutter brat og ser ud i haven. Tonerne klinger langsomt ud gennem stuens lysegule vægge. Jeg trækker vejret dybt og blinker og tørrer næsen i ærmet:
    – Gik det godt i går? På Bankeråt?
    Hun rejser sig hurtigt og tømmer sit juiceglas, der allerede er tomt. Så falder hun ned i sofaen. Jeg sætter mig ved siden af. Hun ser ud i haven:
    – Sune vil have mig med til Paris.
    – Paris? Fedt! Jamen hvornår –
    Hun ryster på hovedet:
    – Han skal spille i Musikhuset i Esbjerg med Sjællands Symfoniorkester om to dage, han kan ikke bare sådan rejse.
    – Jamen Paris! Hvor længe?
    – Bare nogle dage på sådan en Jackpot-billet. Han kan låne en cello hos sin gamle lærer dernede og øve sig lidt hver dag.
    – For fanden Camilla, det siger du da ikke nej til?!
    – Man kan ikke bare aflyse en stor koncert, fordi man vil ud og rejse. Andre musikere ville give deres ene ben for at spille i Esbjerg med Sjællands Symfoniorkester.
    – Det må han da selv bestemme. Hør nu her: Du tager med ham derned.
    Jeg tager fat i hende, hun stirrer fraværende ud i luften.
    – Du tør ikke.
    Hun stirrer videre ud i luften:
    – Han har bestilt billetter til Pariseroperaen. I overmorgen aften.
    – Tør du ikke være så tæt sammen med ham? Er det derfor?
    Hun glipper med øjnene og piller i frynserne på det indiske hvide silkesjal, der dækker sofasædet.
    – Jamen, det bliver du nødt til. Du kan ikke blive ved med at holde dig væk fra al nærkontakt. Jeg troede, du fik det bedre med alt det i sommer, på den ferie med din far?
    Hun er ved at hive frynserne af silkesjalet og trækker vejret tungt:
    – Det er en stor ting, ikke. Det her med at – at elske nogen. Man kan bare ikke lade være med at tænke på den anden. Uanset hvad man gør og hvor hurtigt man løber, så tænker man hele tiden på ham.

Himmelfald, s. 128-129

Scenen er oppe til højre for mig, og jeg skal op til min plads på forreste række på den tomme stol ved siden af Camilla, samme sted som sidst jeg var til Sunes soirée her i salen. Hendes majestæt skrider ned langs rækkerne, ned forbi Mister Music og frue, der sidder ud til midtergangen mellem alle de andre festklædte tilhørere. Søren stirrer forskrækket på mig, men jeg værdiger ham ikke et blik, min kjole fejer lige hen forbi parret, stilethælen kommer desværre til at ramme lige HAK ned gennem fruens ene fremstrakte røde skospids, de samme røde sko, hun havde på den første gang jeg så hende, så hun springer op og undertrykker et skrig. Søren rejser sig halvt i sædet med et dæmpet „nejhørnuligeher“, men jeg har forlængst vendt dem ryggen og skrider langsomt videre op ad midtergangen. En engel, der har tabt sine vinger. Et spøgelse med hul i ryggen. En nonne uden kappe. En brud uden sin gom. En dronning uden land.

Himmelfald, s. 179-180

Camilla har en gammel kasket på. Hun står og holder døren åben til Sunes gamle folkevogn. Hun slår hælene sammen og gør stramt honnør, da jeg kommer ud ad gadedøren med den ene arm i frakken. Sune er ikke i sigte.
    – Ind med dig.
    – Hvad mener du?
    – Sæt dig.
    – Jamen har du kørekort?
    Hun tager utålmodigt fat i mig, skubber mig rundt om bilen og ind på passagersædet. Så smutter hun selv ind bag rattet og starter.
    – Har du? Kan du overhovedet køre?
    – Mor har lært mig det. Jeg kører tit rundt i vores bil ude på villavejene. Jeg går snart op til køreprøve.
    – Ved Sune godt, at –
    – Hold nu op. Han sover, han er fuldstændig bombet oven på den koncert. Vi låner bare bilen lidt.
    Hun holder for rødt ved den lille gule kirke på hjørnet ved søerne. Søpavillionens strålende lanterner suser forbi os i lynglimt, da vi runder hjørnet. Kathleen Battle synger Mozart for os, og Irmahønen lægger sine tre forskellige æg oppe under taget ved næste sø. Den gokker om friske æg, mens jeg kniber øjnene i og glider ned i sædet:
    – Hvor skal vi hen?
    – Bare ud. Ud i verden.
    – Nu?
    – Til sommer. Jeg tror, jeg tager et års orlov efter studentereksamen. Tager et job og gør noget mere ved sangen.

Himmelfald, s. 202-203

Kritikken skrev …

Henning Mørch Sørensen, Information, 1. marts 2002:

Thilde har afgørende mærket den englekraft, der giver hendes liv retning og mening, men kastes lige så ofte med centrifugal uafvendelighed tilbage i favnen på mørkets dæmoner. Det er denne zigzaggende bevægelse, romanserien lever i og på, drevet frem af en fortællestemme, der aldrig renoncerer på sprogligt nærvær og altid er helt inde i hjertekammeret på den musik – spændende fra Händel over danske nationalsange og frem til Kashmir og Alicia Keys – der ligger som referencefelt og stærkt bevidsthedsudvidende klangbund for hele projektet.
Bedste i mange år
Nøgternt refereret handler Himmelfald om Thildes vej frem mod den afgørende optagelsesprøve til Sankt Annæ Gymnasiums kor, men det er i suget af de små og store hændelser omkring livet, døden og kærligheden, at romanen med varme, indsigt og humor placerer sig som noget af det bedste, der er sket inden for danske ungdomsromaner i mange år.

Steffen Larsen, Politiken, 2. marts 2002:

Selvom Bente Clod holder alle storkøbenhavnske bolde i luften på samme tid, så gør hun det med lige dele elegance og diciplin. Der er klarhed og lys over Sortedammen. Miljømæssigt går det fra dér, hvor de rige bor til Maria Kirkeplads på Vesterbro. Thilde selv bor – som bekendt – i Nansensgade. Men allermest handler det om at få vinger på Thildes dybe altstemme, og hendes noget rodede tilværelse i det hele taget. I dette tredje (og sidste?) bind Himmelfald bliver hun 19 år og bevæger sig endnu et bitte nyk – dog ikke uden tilbagefald. Ved bogens slutning er hun pilskaldet og nærmest lykkelig. […]
Bøgerne om Thilde er skrevet med ligefrem frejdighed og under forklarelsens lys. Ikke siden Lotte Inuk skrev om pigen Regina, er der kommet bedre bøger end disse om det, der kaldes kærlighed. Bente Clod har ramt en gylden fortælleåre i sig selv. Det er næsten trist, hvis det er slut nu. Men – som Thilde ville sige: Vi må videre!

Lene Kristiansen, Bibliotekernes lektørudtalelse:

Clod får med sikker hånd ført sin unikke trilogi i land. Faktisk ender det så lykkeligt som man kunne håbe trods endnu en tur gennem kærlighedskværnen og en næsten livsslukkende nedtur på sangsiden. For dét, der er med til at skabe tilstanden af det fuldkomne er en blanding af vilje, held, indsigt, og accept af sorgens og fortidens tilstedeværelse. Personerne omkring Thilde bliver hele, finder deres plads i mosaikken om man så må sige, og Thilde selv har taget et kvantespring igennem de tre bøger. Thilde er skildret med et lysende nærvær, hun oplever med en itensitet der giver genlyd og hendes reaktioner tager direkte livtag med uretfærdighederne og dét, der ikke står til at ændre.

Ingrid Jensen, Bibliotekernes lektørudtalelse:

Thilde fylder med sin særlige jargon sproget, der bevæger sig fra gade til himmel, fra sarkasme, humor og selvironi til en medrivende tolkning af følelser som dyb sorg og vild glæde. Handlingen kulminerer på Thildes nitten års fødselsdag. Et afslag efter sangprøven. – Og så lykkes det alligevel forfatteren at dreje en troværdig og værdig slutning i et balancepunkt mellem afgrund og himmel. Bogen afrunder bd. 1 og 2 på den flotteste måde.