Opskriftens magi

Opskriftens magi

eller  

Babette i Amherst

”For at lave en prærie kræves der en kløver og en bi,

én kløver og én bi,

og drømmeri.

Hvis det kniber med bier

Er det nok med drømmerier.”

Emily Dickinson, ca. 1884, (F 1779)

Jeg skal lære at bage brød i morgen,” skrev den 15-årige Emily Dickinson til sin hjerteveninde Abiah Root i 1845. ”Så du kan forestille dig mig blande mel, mælk, natron etc. med oprullede ærmer og en vis ynde…

”Opskriftens form udfordrede hendes fantasi; dens økonomi, dens enkle, kryptiske kraft,” påpeger litteraturforskeren Josephine Pollitt Pohl i sit essay Emily Dickinson – Loaf Giver: ”På det tidspunkt, hvor Noah Webster sad og arbejdede på sin ordbog i Amherst, var opskrift – recipe – et ord, der også blev brugt om en læges recept. Det kunne også være en kemisk formel. Et par symboler skrevet på et stykke papir, der ikke var større end ens egen håndflade, kunne resultere i den allerbedste bryllupskage, et glas piller eller en eksplosion…”

Som 17-årig fik Emily Dickinson taget sit portræt af en omrejsende fotograf, der slog sit telt op overfor pigekostskolen Mount Holyoke Female Seminary. Daguerreotypistens sølvplade blev omdannet til jodsølv med jod, og pladen blev udsat for lys i en eksplosion, der afsatte det aftryk, han fremkaltde med kviksølvdampe. Den kemiske proces i daguerreotypiet har sikkert appelleret til digterens sans for alkymi.

Som 20-årig vandt Emily Dickinson andenprisen på dyrskuet for sit majsrugbrød; tilfældigvis det år, hvor søster Lavinia sad i priskomitéen, men ikke kun derfor. Deres far ville kun spise Emilys majsrugbrød, som hun bagte i ”..runde forme, der gav den særlige sprøde skorpe, han kunne lide. Hun havde også en samling småbitte forme; vingeléen gled ud af dem, skælvende men fuldendt, i form af en rose eller et kornneg.” (Pollitt)

Kvinde og Hustru

Digtet She rose to His Requirements  handler sandsynligvis om Dickinsons mor Emily Norcross. Til sit bryllup havde Emilys far, Edward Dickinson foræret sin kommende hustru en kogebog, Lydia Maria Childs The Frugal Housewife, Den Nøjsomme Husmoder, som blev brugt så flittigt, at den blev endnu mere nedslidt end familiebibelen. 

She rose to His Requirement – dropt

The Playthings of Her Life

To take the honorable Work

Of Woman, and of Wife –

(Hun levede op til Hans Krav – slap/ Sit Livs Fornøjelser /Påtog sig det ærefulde hverv/ Som Kvinde og som Viv –  (F 857, dateret og nummereret af R.W. Franklin i 1981, og derfor med et F foran digtnummeret i stedet for et J for Johnsons første datering fra sept. 1955).

 ”Emily fulgte opskriften,” fastslår Pollitt. ” Men på trods af hendes nøje overholdelse af ”love og regler” (faren var en kendt advokat og politiker) under forberedelserne, var den énstemmige tilbagemelding om Emilys ingefærkager, hendes karameller og hendes brød, at de var ”anderledes.” For hun ejede den kulinariske kunstners to ingredienser: en sans for smag, og den sans for timing, der frembringer den bedste sovs og de soufflé-baserede farsbrød og kager, som ingen regler kan nedskrive.”

Jeg tilberedte ferskenerne som du sagde, og de svulmede op til smukke kødfulde halvdele og smagte ret magisk,” skrev hun i et brev til sin kusine. ”Bønnerne blev moset, og de blev til en krydret kræm under tilberedningen.” (Letters, Pollitt).

Køkkenet var nok det rum i huset udenfor hendes eget værelse, hvor digteren følte sig bedst tilpas. Her herskede hun over ingredienser, processer og resultaterne fra ”kærlighedens ovn.” På bagsiden af papiret omkring fransk kogechokolade, caribisk kokosnød, på indersiden af kaffeposer og anden brugt husholdningspapir, skrev hun sine førsteudkast til mange digte. Ingredienserne viser, hvordan det voksende globale marked fandt vej til hendes gryder og bageforme.

Kærlighedens ovn

”Køkkenet i The Homestead var på Emilys tid malet lyst æblegrønt med solgule vinduesrammer, og måske det mest muntre rum i huset – og ofte det sted, hvor familiens rådslagning eller samtaler fandt sted. Det strakte sig mod nord ud fra husets centrum. Bag det lå et stort bryggers, hvor al aktivitet foregik, undtagen den egentlige madlavning, der foregik på et støbejernskomfur, bygget ind i væggen.  I løbet af Emilys barndom skete overgangen fra ildsted til brændefyret komfur, og billedet af ildstedet er tilbagevendende i hendes skriverier. Hun refererer til det med nostalgi i et brev til sin bror Austin under opholdet på Mount Holyoke Female Seminary: ”Jeg tænker på den flammende ild og det muntre måltid og den tomme stol, nu hvor jeg er væk.” Hun savnede samtalerne med Austin ved ”køkkenets sten arne.” (Profile p. 6-7)

Man havde ikke stegetermometer på Dickinsons tid. Hver husmor stak hænderne ind i ovnen, når den var godt i gang, og begyndte at tælle: ”En – to – tre –” Når hun ikke længere kunne holde hænderne i ovnen, var den stegeklar, og hun kendte sin temperatur. Èn talte måske til syv, en anden til otte, før hun måtte trækker hænderne til sig.

Da jeg i 1988 besøgte Emily Dickinsons hjem The Homestead i Amherst, som er museum, var køkkenet væk. Det var inddraget som del af lejligheden til den fastboende kurator, der bestyrer museet. Men jeg fandt et lille hæfte i den lokale boghandel med digterens og familiens opskrifter, der nu sælges online fra museets righoldige netbutik: Emily Dickinson –  Profile of the Poet as Cook, skrevet af Nancy Harris Brose, Juliana McGovern Dupre, Wendy Tocher Kohler og Jean McClure Mudge. Her er opskrifter og fotografier af kopper, glas og karaffel fra den Dickinsonske husholdning. Emilys riskager blev gemt i en dåse til særlige lejligheder.

En kop rismel.

En kop strøsukker.

To æg.

En halv kop smør

En skefuld mælk med lidt soda.

Smag tilsættes efter behag.

(Underskrevet) Kusine Emily.

Støbejernskomfur anno 1860 Emily Dickinson Museum

I opskriften på riskager er verberne væk. ”Den stramme form i madopskrifter har givetvis appelleret til den, der øvede sig i forskellige former for sproglig akuratesse. Bagevægt og målebæger var endnu ikke almindeligt i 1800-tallet; hver husmor brugte en bestemt kop eller et glas. ”Emily kunne lide at måle i glas, og røre med sølv, og hendes bageredskaber blev opbevaret på et særligt sted på hylden. Ingen andre måtte bruge dem.” (Pollitt).

De fire forfattere af heftet Profile of the Poet as Cook beretter: ”Som andre New England husstande i 1800-tallet var Dickinson ejendommen på Main Street i Amherst en lille, selvstændig farm. På gadens nordlige side var herskabshuset, en lade, et ishus…og et areal stort nok til en grøntsagshave, frugttræer og frugtbuske. I laden var der heste, svin og en ko, med høns, katte og hunde”…”På den anden side af gaden blev sytten acre (ca. godt 4-5 hektar) sået til med rug.”…”Selv med ekstra hjælp afhang husholdningens daglige gang af de tre Dickinsonkvinders aldrig svigtende opmærksomhed. Emily delte opgaverne fuld ud med sin moder og søster Lavinia.” Senere også med den trofaste hushjælp Margaret Maher, der tog sig af indkøb og bestillinger hos de handlende. Lavinia tog sig af varerne, der blev leveret, og Emily, deres moder og Margaret tilberedte dem.

Josephine Pollitt Pohl skriver i sit essay: ”Ti år efter Emily Dickinsons død kom der en ny hot kogebog på markedet. Fanny Farmer’s Boston Cooking-School Cook Book så dagens lys i 1896, og forblev uovertruffen de næste 50 år. I sit forord citerede Farmer bl.a. digteren John Ruskin (en af Emily Dickinsons foretrukne digtere): ”Madlavning betyder den viden, som Medea, Kirke, Trojas Helena og dronningen af Saba kendte. Det betyder kendskab til alle urter og frugter og udtræk og krydderier, og alt hvad der er helende og sødt i markerne og engene og som gør kødet saftigt. Det betyder jeres mødres økonomiske sans og de moderne kemikeres videnskab; det betyder megen afprøvning og intet spild; det betyder engelsk gedigenhed og fransk kunst og arabisk gæstfrihed; og i sit yderste, betyder det at I, De Damer, skal forblive, fuldstændigt og til alle tider – givere af brød.” (Loaf givers)

Pollitt skriver: ”Da hun modtog en opskrift, hun havde bedt om, skrev Emily en tak til sin kusine Louisa for den hurtige afsendelse, og for at skrive den ud så nøjagtigt: ”for en ny regel er en ny mulighed (chance). Brødet blev et charmerende resultat, sådan nogle små kønne størrelser, gammeldags som en pillemagers formel…”

The wind begun to knead the Grass –

As Women do a Dough –

Osv (F 796, Vinden begyndte at ælte Græsset –/ som Kvinder gør med Dej -)

Verber og bagværk

”Mest fascinerende af det hele,” påpeger Pollitt, ”var den dramatiske slutforberedelse til ishuset eller ovnen – indlejret i verberne; at nedkøle, blande, skolde, folde, piske, røre. Hendes yndlingsverber var at drysse og opløse.

”Den drysser fra Dørslag af Bly –

Den pudrer hele Skoven. –” (F 291)

Båndet mellem os er ganske tyndt, men et Hår går aldrig i opløsning –”

”Hvis HAN opløses – så – er der ikke mere  –  (F 251)

En helt anden digter, den danske Ulla Ryum, brugte også opskriften som svar, når hun blev spurgt, hvordan hun skrev sine teaterstykker: ”Man blander de rigtige ingredienser og udsætter dem for tilstrækkelig varme!”

Den amerikanske digter Elsa Gidlow (1898-1986) forklarede sin anderledes kærlighed via frugter:

Du siger, jeg er mystisk. Lad mig forklare:

I appelsinernes land er jeg tro mod æbler.”

Dickinson selv skrev et digt om forskellen af modningen i en kastanje og et menneskesind – og af to slags kvinder, måske med hende selv som den sidstnævnte:

Der er to Modninger – én – der ses –

Hvis kræfter Spinder rundt

Til Fløjlsproduktet dumper ned

På jorden, krydretsødt –

En mere uskøn modning –

En vækst i Skallens skjul –

Som kun kan ses ved Frostens bid

I fjern Oktober Luft.

Ca. 1862 (F 420)

Kagekurven

 Sent i livet begyndte Dickinson at fire en lille kagekurv ned til de børn, der legede under hendes vindue. Det var bl.a. niecen Martha, Austins datter, og hendes legekammerater. ”En af dem, MacGregor Jenkins, husker:

…vinduet i miss Emilys værelse stod åbent, og snart kom der en kurv til syne på vindueskarmen. Den blev langsomt firet ned. Jeg kan se den for mig, bumpe nedad, fra det sted, der for os virkede utrolig højt oppe. Vi så to skrøbelige hænder holde om en snor med mange knuder og en slank skikkelse i hvidt. indrammet af vinduet deroppe med et par leende øjne.

Jeg glemmer aldrig indholdet af den kurv. Det var så meget lig miss Emily som tænkeligt, og af en slags (of a kind) som intet andet, Kurven indeholdt altid ingefærkager. …lange, ovale kager, sprøde og brune eller gule og lækre søde og klistrede. Den flade overside var hård og skinnende, og på den var der ofte tilføjet en smule glasurpynt, udformet som en stedmoderblomst eller anden lille blomst.” (Profile)

No tee-totallers

I samme lille hæfte skriver de fire forfattere: ”I 1830erne og 40erne reagerede Amherst på de lokale og nationale bevægelser, der gik imod ”de der elsker stærke drikke.” Halvtreds år tidligere var der ingen hæmninger. At drikke med respekt kunne besegle en handel i landsby butikken, en udnævnelse eller adgang til kirkerådet. Men omkring midten af 1800-tallet, var der afholdsforeninger i alle dele af byen. I 1846 blev byens afholdsforening grundlagt, ihærdigt indviet af Dickinsonfamiliens beundrede ven, professor Edward Hitchcock, præsidenten på Amherst College.”

Tilsyneladende afviste Dickinsonfamilien at blive ”tee-totallers,” kun tedrikkere. Emily nævnte sin solbærvin i breve til bror Austin og fætter John Graves fra de tidlige 1850ere. Senere i det årti tilbød hun Samuel Bowles, en ven af familien, en flaske hjemmelavet vin. Og hvis vennerne var mere sliksultne, kunne Emily sende dem en vingelé, en småkage eller sort skærekage sammen med hendes mors hjemmebryggede vin.

”Mrs. Dickinson’s søde Malmsey vin, der af og til blev serveret til eftermiddagsgæsterne, blev opbevaret i en aflåst vinkælder af mursten. Her blev også Edward Dickinsons whisky, sherry og portvin opbevaret, og måske andre hjemmelavede produkter.” ….”Sytten af Emily’s bevarede digte henviser til vin enten som metafor eller som en udsøgt eleksir – den ”udødelige” ”usædvanlige”, der beseglede foreningen med den elskede. Emily forbandt sig selv så meget med de drikke, hun fremstillede, at hun sammenlignede sin øjenfarve med ”sherryen i det glas, gæsterne efterlader” i et brev til redaktør Thomas Higginson. Hendes egen vin var et personligt tilbud på linje med blomster eller digte.” (Profile)

Jeg smager en aldrig bygget drik –

Af hule Perlekrus –

slet ingen af Rhinens persekar

rummer sådan en Spiritus!

Svimmel og ør af Luft – er jeg –

Fordærvet af Dagens Dug –

Snurrer – gennem sommerens lange dag –

Fra kroer af Flimrende Blåt –

Når ”Kroværter” kaster den drukne Bi

På Fingerbølblomstens dør –

Når sommerfugl – afstår fra sin ”dram”

Drikker jeg blot mere end før!

Til Engle vifter med snehvid Hat –

Og Helgener – styrter til ruden –

For at se den lille Drukmås

Slå lænet mod – Solen – derude.

(F 207)

Den daglige husholdning

ED orienterede sig tidsmæssigt efter naturens gang. I et brev erklærede hun, at ”November har altid forekommet mig at være årets Norge” og i et andet brev: ”Jeg har ikke rigtig følt mig godt tilpas (well) siden kastanjerne blev modne, skønt det var nu ikke kastanjernes skyld.” (JL104). I et brev til husvennen redaktør Samuel Bowles fra cirka august 1862, da borgerkrigen rasede, beskrev Dickinson hans længe ventede ankomst fra en Europarejse:

” Kære mr. Bowles – – Vi forventer – Deres ankomst med Frugterne. Når Druerne klarer sig – og de små æbler og Kastanjerne – når Dagene er lidt korte ifølge uret – og lidt for lange ifølge savnet – når himlen har nye Røde Klæder – og Lilla Kyse – så siger vi, De vil komme – Jeg er glad for at der kommer sådan en tid….en soldat kom forbi  – en morgen og bad om en lille blomst, han kunne tage med i slaget…..” (Letters 272)

Aife Murray har forestillet sig det daglige arbejde i køkkenet, som det måske kunne tænkes at foregå en dag, hvor Emily og den irske hushjælp Margaret er i gang fra tidlig morgen:

”Margaret sorterer og tager beslutninger. Hun sætter gammel øl til side til næste dags pandekager, samler og gemmer asken, og lægger så brænde i jernkomfuret for at holde et vandbad i gang til syltetøjsglassene. Hun tilbyder en lille portion af ekstra rismel, der er til overs, til sin frøken. Dette giver Emily lyst til en riskage i stedet for farsbrødet, idet hun improviserer med det der er tilgængeligt og skal bruges. Det er den ”sande husholdningsøkonomi,” som hendes moder lærte hende, ”simpelthen kunsten at samle alle stumperne, så intet går til spilde.” Derved mente hun ”tidens stumper,” så vel som varer.”  (Murray p. 93)

Havens tavse struktur

 ”Emily slap sig selv løs i naturen,” skriver Murray, ”i sit køkkens himmelstrøg, i samtalerne – sit eget sprog og andres. Hun bragte skovens og Pioneer Valley-landets mylder ind i sin lyrik. Hun samlede alt op, der kunne være nyttigt. Overfor Homested køkkenets tungefærdighed stod den tavse struktur af haven, drivhuset og soveværelset ovenpå. En forfatter, der er afbildet i en spøgelsesagtig hvid kjole med en hånd på håndtaget af hendes halvåbne soveværelsesdør, blev i virkeligheden holdt oppe af sin store familie og naboernes tjenestefolk, hvis pårørende kom og gik dagen igennem. Emilys omstrejfende intelligens dækkede et vidt terræn, og dykkede glad ned i hvilken som helst inspiration hun fandt der. Men før hun blev en forfatter, der var knyttet til sit hjem, vandrede denne digter gennem skove og veje i Pioneer og Connecticut River Valley. ” (Murray p. 95)

Emilys bror Austin og hans hustru, Emilys svigerinde Susan eller Sue, var byens førende par i nabohuset The Evergreens. Susan Gilbert Dickinson beskrev i 1892 levende en typisk frokost i huset: ”Fransk asparges og salat fra vores egen have og drivhus udgjorde den fristende garnering af maden. Stedsegrønne blade (arbutus) fyldte på midten af bordet, det klare solskin kiggede ind gennem alle vinduerne, som prøvede det ivrigt at konkurrere med den perlende samtale inden døre.” (Profile).

I digterens eget hjem The Homestead var den daglige madlavning mere puritansk og nøjsom. Dickinsons kusine Louisa skrev i et bidrag til Woman’s Journal 1904:

“Jeg ved, at Emily Dickinson skrev de mest overbevisende ting i spisekammeret, så koldsindig (cool) og rolig, mens hun skummede mælken; for jeg sad frydefuld på skamlen bag ved døren, når hun læste dem op for mig.”

C Bente Clod 2023

Kilder: Josephine Pollitt Pohl: Emily Dickinson – Loaf Giver. Essay, skrevet før 1978, trykt som appendix bagest i Murrays bog Maid as Muse 2009. Letters of Emily Dickinson 1-III, Emily Dickinson – Profile of the Poet as Cook, 1976 af Nancy Harris Brose, Juliana McGovern Dupre, Wendy Tocher Kohler og Jean McClure Mudge. Samt www.emilydickinsonmuseum.org, hvor 800 artefakter fra begge huse kan ses, deriblandt køkkenredskaber, glas, kagerulle – og digterens eget nyrestaurerede værelse i 360 grader, til leje på timebasis.