Niels Barfoed, Politiken, 28. februar 1984:

Mille var på “hemmelig mission” den nat – som eksmanden kaldte det. Connys mission er omvendt meget åbenlys, men altså ikke uden skjulte sider. Stykket selv havde en ganske ligefrem mission. Der var noget, man kunne identificere sig med, samtidig med at det meget ligetil viste, at der er en verden udenfor kernefamilien eller dens ruiner. Derimod savnede instruktionen visse indfølinger.

Knud Schønberg, Ekstra Bladet, samme dag:

Der var så meget i de Røde Tråde, så meget præcist oplevet og aflyttet, tænkt, koncentreret og spillet, at det for mig gerne måtte have været en halv time længere. På grund af den vældige koncentration, var replikkerne næsten kogt ind til bevingede ord, men de stod sig. Og så var det også meget præcist besat med Lise Ringheim, Ulla Henningsen, Birgit Brüel og Arne Hansen. Jeg begyndte med at sige virkelighedsskildring, og det mente jeg. Det må gerne gå op for de af mine kønsfæller, der tager kvinders gadedørsnøgler som en selvfølge, og betragter kvindekunst som overdimensionerede grydelapper.

Per Arboe-Rasmussen, BT, samme dag:

Aftenens TV-stykke af Bente Clod havde man nok set hen til med skyklapperne sat på plads. Nu skulle vi igen have en omgang kønsrollelirumlarum. Og hvad fik vi så? Et meget smukt stykke, der på en ærlig og god måde gav os et billede af kvinder sammen på alle leder og kanter. Det blev så godt spillet, at det var med til at rive en masse skranker ned, og fjerne fordomme.