Pixi ved ikke, at hun er skabt helt normalt. Hun føler sig som en vanskabning, der ikke kan vise sig. Brysterne er for små, og det mellem benene er helt forkert. Hun går ikke til gymnastik eller træning med veninderne, og hun klæder sig i store løse hættebluser, der skjuler formerne. Hun er en af de mange unge kvinder, der er villige til at betale dyrt for at få nye bryster og for at få de indre kønslæber klippet af, så der ikke hænger noget udenfor. Hun ved ikke, det er helt normalt at have større indre læber end ydre læber.

I Danmark havde en gynækolog i 2011 så mange patienter, der var utilfredse med udseendet af deres kønsdele, at hun begyndte at opmåle de indre og ydre kønslæber for at finde frem til en norm. Annemette Wildfang Lykkebo, overlæge på Kolding Hospitals gynækologiske afdeling, kaldte projektet for Vulvaprojektet. Blandt 250 kvinder fandt Lykkebo, at 55 % havde synlige indre kønslæber, og 45 % skjulte indre kønslæber. Halvdelen af alle kvinder har altså synlige kønslæber. Det kan ikke kaldes unormalt. Interessant nok følte kvinderne med skjulte kønslæber sig også unormale (dr. dk).
Den nye trend med intimoperationer er en mærkelig parallel til den omskæring, der finder sted i den tredje verden af pigebørn, ofte meget tidligt. Begge steder går operationen ud på det samme: at lemlæste kvindekønnet. Det ene sted for at kvinden ikke skal have for meget seksuel lyst; altså kontrol fra mandens og samfundets side, det andet sted for at kunne leve sin seksuelle lyst ud på korrekt vis. Også en slags selvpåført kontrol.

TV-værten i programmet INNAFOR gjorde en spændende ting: hun satte en tegneblok op på gaden og bad folk om at tegne det kvindelige køn. Tegningerne viser, at de færreste ved noget om udseendet af kvindekønnet. En mand i 60erne tegner et lille hul. Hans kone ændrer det til en sprække. Intet andet, ingen læber eller klitoris. Unge mennesker tegnede ganske få streger uden detaljer, ikke altid med klitoris. De fleste var meget usikre på opgaven.

Det kan ikke undre, at piger i voksealderen føler sig unormale, når de ikke ved hvordan en kvinde ser ud mellem benene. Der findes ikke mange realistiske afbildninger af kvindekønnet i det offentlige rum. Men letpåklædte modeller med perfekte kroppe findes der masser af. Mænd bærer deres kønsdele udenpå, og kan lettere komme til at se hinandens forskellige udgaver. Penisstørrelse er mandens ældgamle kompleks, som han vil betale meget for at få ordnet. Nu gør kvinderne noget lignende i mangel på sammenligningsgrundlag. Det er nemlig ikke så let få. I bogen om Pixi kommer Sannes mor hjem lige efter at Sanne har vist foto af sin nyopererede kusse. Hun betror moren, at Pixi også gerne vil intimopereres:

    Men det siger du altså ikke til nogen, mor.
    Nej nej. Jeg har jo forstået, at det er vigtigt for jer. Sannes mor byder på boller og te før hun sætter sig:
    I begyndelsen syntes jeg, det var en underlig ting, Sanne ønskede sig. Men nu hvor jeg har fattet, hvor svært det har været for Sanne, forstår jeg jo, at det virkelig kan være et problem. Man burde kunne få tilskud til den slags kosmetiske operationer. Ligesom de, der får klippet øjenlåg af, så de bedre kan se. De får jo tilskud. Men det her – næh nej, vi måtte køre frem med psykolog og alt muligt for at få den henvisning.

Eksemplet er hentet fra den virkelige verden. Under min research stødte jeg på flere mødre, der efterhånden godt forstod deres datters store problem og støttede datterens ønske om intimoperation, både moralsk og økonomisk. I et enkelt tilfælde lod mor og datter sig operere samtidig.

Vi lever i en forvirret tid, når det gælder krop og nøgenhed. Nypuritanismen hylder den tildækkede krop og gammeldags ærbarhed, men mobiltelefonerne indeholder mulighed for at tage hurtige nøgenfotos, der kan spredes i vennekredsen på få minutter. I Danmark blev en ung kvinde, Emma Holten, udsat for at få taget sådan et nøgenfoto, der blev spredt i vennekredsen, uden at hun vidste det. Hun valgte så selv at tage et andet fotos af sig selv uden tøj på bagfra, og lagde det på nettet med besked om, at hun selv vil bestemme, hvordan og hvornår hun skal ses uden tøj på. Emma Holten har siden forsøgt at sagsøge alle de, der delte fotoet. Det var næsten umuligt. Hun holder foredrag om den næsten ikke-eksisterende jura der findes på området, og hvordan man kan forholde sig til en ufrivillig eksponering.

Hvordan går det til, at mange unge piger synes, de ser forkerte ud mellem benene? Hvorfor har tidligere generationer ikke haft samme bekymring? Nok fordi kvindekønnet aldrig har været så skjult som nu. I min ungdom gik vi mere eller mindre nøgne omkring på stranden, på kvindefestivaler, i kollektiver, med hængepatter og deller. Det gav os et godt indtryk af, hvor forskelligt, kvinder kan se ud.

Selv var jeg med i en såkaldt Selvhjælpsgruppe i 1970erne, hvor vi mødtes jævnligt seks kvinder, for at undersøge os selv med et spekulum i skeden. Vi så efter spor på sygdom, svamp (hvidlig aflejring), tidlig graviditet (mørkfarvning). Med spekulumet kunne vi holde øje med skeden ligesom med resten af vores krop. Kussen var lidt krøllet, de indre læber kunne være mørkere end de yderste, nogle havde rosenlæber, andre gråfarvede læber, og vi skænkede det ikke en tanke. På sommerens kvindelejre gik mange rundt uden trusser, så der var mere eller mindre udsyn til de ellers skjulte kønsdele, og der blev SNAKKET om dem. Vi ville VIDE noget om vores egen kusse, den skulle ikke kun kendes og beskrives af mandlige specialister (kvindelige gynækologer var dengang i fåtal). I 1975 udkom den første udgave af Kvinde kend din krop, der blev revet væk i store oplag. Bogen beskrev kvindekroppen ud fra en kvindevinkel, ikke med mandlige eksperters udsagn. Kvinde kend din krop er udkommet jævnligt siden da. Den seneste udgave sætter netop fokus på normaludseendet, med fotos af vidt forskellige bryster, ben, kusser, bagdele. På forsiden ses fem nøgne kvinder bagfra med vidt forskellige numser. Et afsnit i bogen hedder Pige kend din krop. For nylig er Kussomaten kommet til, en fotoautomat, hvor en kvinde kan få taget et aftryk af sin kusse. Jeg har ikke betragtet den som vigtig før nu, hvor jeg forstår, at det er helt afgørende, at unge kvinder ved, hvordan kvindekønnet kan se ud. Med et stort sammenligningsgrundlag vil unge kvinder kunne se, at de er skabt helt normalt, og være bedre rustet mod den skam, der gemmer sig mellem benene. Pixi i min bog sidder og surfer på hjemmesiderne om intimkirurgi:

    Skamlæbeplastik af indre skamlæber. Skamlæbeplastik af ydre skamlæber. Fjernelse af skamhårene. Skam. Jeg stirrer på skærmen.
    Jeg forstår godt, det hedder skam. Man er jo helt vild skamfuld over den dernede. Det er ikke noget, man kan vise frem, uden at det føles enormt pinligt. Det var flot af Sanne at vise det foto.
    Skam. Skamben. Skamplet. Skamfuld. Skammekrog.

I Danmark lever udtrykket skamlæber nu igen i bedste velgående, efter at det blev aflivet i 1970erne. Intet under, at den norske serie af samme navn rammer ind i et minefelt blandt unge.

Den eneste modgift mod vrangopfattelsen af, at en kusse skal være på en bestemt måde, må være oplysning og atter oplysning om, hvordan det kvindelige køn kan se ud i al sin mangfoldighed. Og det må ske via billeder, i dag hvor vi lever i en billedverden. Tegningens styrke er, at den kan fikses lidt uden kirurgiske indgreb, men anonyme fotos taget af vidt forskellige kvindekøn kan også bruges som del af det obligatoriske undervisningsmateriale. Intet skolebarn bør i dag være i tvivl om, hvordan en voksende pige, snart kvinde, kan se ud mellem benene. Jo større sammenligningsgrundlag, jo bedre. I Norge er der netop udkommet en bog, Gleden ved Skeden, der handler om det positive ved skeden. Der skal åbenbart opmuntring til i denne tid. Lad os håbe på, at den kan udgøre en modvægt mod snittet i skridtet, der er blevet så populært.