“Kære Mirjam Ågård Jeg har lige læst Spring og kan ikke lade være med at skrive til dig. Den bog har betydet så meget for mig! Jeg har læst den tre gange. Hvor må det være spændende at leve sådan som du gør – –“
Hun hørte en lyd inde fra arbejdsværelset og vendte sig om. Sylvia Plath så ned fra plakaten på væggen: – Sådan er det! Man synes det går lidt bedre, man tror det værste er drevet over – og så, når alting er faldet i søvn omkring een, når det hele ser normalt ud igen, så sker der noget. Og man rejser sig og går ud i køkkenet –
Joan Armatrading blandede sig: – Du havde børn! Du havde en mor!
Sylvia betragtede den spændstige skikkelse med sit skrå blik: – Jeg havde ikke mig selv.
Joan så ud som om hun ville sige noget mere. Så vendte hun sig mod mikrofonen igen og slog en akkord an: – One touch from your fingers and I’m burnin’ –
– Der er iskoldt i London denne vinter. Elektriciteten er afbrudt, hviskede Sylvia.
– And I can’t seem to put out the fire –
Der lå en tænkstiksæske i vindueskarmen. Mirjam strøg en tændstik. Flammen var gul og smuk og spejlede sig svagt i ruden. Helt inde ved træet var den blå og sydede svagt.
Hun bar avisen ud i køkkenet og lagde den forsigtigt ned i vasken. Så strøg hun en tændstik til og iagttog hvordan gløderne åd sig igennem papirlagene og forvandlede dem til rygende sorte flager. Hun kom i tanker om den anden avis, hun havde kylet ind i væggen igår, og hentede den. Den brændte endnu bedre.
Sylvia havde ret: det var koldt. Hun skuttede sig i den tynde bluse mens hun pillede tegnestifterne ud af fotostatens fire hjørner. Sylvia så bekymret på hende, mens hendes lille smil brændte til aske.
Røgen fik øjnene til at løbe i vand, Mirjam hostede, åbnede et vindue. Hun gik ind i stuen og fandt Idas plader frem, iagttog det leende ansigt på omslaget. Så satte hun sig på hug foran det lave bord med ø-materialet.
De forskellige mapper, bånd og kasser med notater, bunkerne med beskrivelser af øens personer, bøger om økologi og landbrug lå hvor de hele tiden havde ligget som om intet var sket, uanfægtede, uforandrede. Hun tog en stak papirer og glattede forsigtigt over dem. Så rev hun dem over på midten og igen på langs.
Hun vrikkede påskelammet løs af sin limklat, og satte den op på boghylden ved siden af de to blå figurer. Så tømte hun fåremappen for papirer og puttede dem ned i vasken til Sylvia. Langsomt, med et ark ad gangen for at undgå for store flammer, så hun manuskriptet blive forvandlet til askeflager. Det brændte godt. Hun fodrede gløderne i køkkenvasken med ark efter ark mens væggen bagved blev sværtet mørk af sod. De hvide og grønne og lyserøde ark blev sortere end teksten der stribede dem på tværs. Hun nåede lige at poste vand på gløderne før hun dejsede om inde i sengen, sejlende af koldsved.

Syv sind, s. 232-233